06/10/2026
Oktober måned er godt igang, og her i "Legehuset" betyder det, at vi har sagt Farvel til Mathilde, som var klar til børnehaven. Og samtidig har vi sagt Velkommen til Viggo.
Der er naturligvis forskel på hvordan indkøring af børnene foregår, for der er ikke to børn eller to familier der er ens. Men det vigtigste for mig, er at indkøringen bliver i barnets tempo og på barnets præmisser, for at få den bedst mulige start.
I tiden op til, kommer det nye barn på besøg 3-4 gange, for på den måde at skabe tryghed i forhold til mig, de andre børn og omgivelserne.
Det er en stor omvæltning for hele børneflokken når et barn stopper og et nyt kommer til.
Det skaber uro, når der sker store forandringer, og behovet for nærhed og tryghed stiger hos alle børnene. Derfor skruer vi helt ned for aktiviteterne de næste par uger, så der er tid og ro til at alle børn kan lande i "det nye"