12/05/2026
Vi vil gerne prøve og afmystificere hvad det vil sige sig at komme på Horsens Krisecenter for Mænd både som mand i krise men også som personale, så her kommer en lille fortælling(på forhånd undskyld for det lange skriv😊)
Forestil dig, at du træder ind ad døren på Horsens Krisecenter for Mænd.
Du forventer måske stille alvor, dybe samtaler og dæmpet belysning…
…og så bliver du mødt af en medarbejder, der siger:
“Velkommen! Du finder kaffe derude, og ja, den er stærk nok til at løse de fleste problemer.”
Velkommen til hverdagen.
Det er et sted, hvor en mand står i køkkenet og siger:
“Jeg laver lige noget mad…”
og 20 minutter senere står med 12 toast og ingen helt ved hvorfor.
Det er virkeligheden for mange mænd, når de har været udsat for de forskellige former for vold, de endeløse anklager og underretninger.
Når overskuddet er brugt op længe før, de selv opdager det.
For sandheden er, at et krisecenter ikke kun er krise.
Personalet er lidt som en særlig slags superhelte.
De kan skifte fra en svær og vigtig samtale til:
“Vi tager den videre lige om lidt… jeg skal bare lige redde den toast først" på cirka 3 sekunder.
Og midt i det hele mister de aldrig overblikket, eller evnen til virkelig at se mennesket foran dem.
Og lederen?
Hun går rundt med ro og overblik (okay… nogle gange med hjælp fra superheltene) og en næsten magisk evne til at sige:
“Det finder vi ud af.”
Selv når situationen hedder: manglende sokker, alt for stærk kaffe og en printer, der har besluttet sig for at opsige samarbejdet.
Mændene, der bor her, ankommer ofte med meget lidt, nogle gange kun det, de står og går i…
Men der går ikke længe, før hverdagen sniger sig ind.
Der bliver drukket kaffe (ingen kan blive enige om den er for stærk eller mild).
Der bliver lavet mad (alt fra 12 toast til gourmet middag)
Og der bliver lavet planer om at starte et helt nyt liv…
Og midt i det hele er personalet.
De lytter, støtter, griner med - og er eksperter i at spotte de små sejre:
“Hey… du sov faktisk i nat.”
“Du fik taget det opkald.”
“Du kom igennem dagen.”
Og nogle gange er de også dem, der lige minder én om, at det altså ikke tæller som aftensmad kun at spise kiks… selvom man virkelig prøver at argumentere godt for det.
Det er ikke perfekt her.
Det er ikke poleret.
Men det er ægte.
Der er plads til rod, til grin, til stilhed -
og til at være et menneske, hvor livet tog en uventet drejning men man er ved at rejse sig igen.
Så nej - det er ikke et sted fyldt med mørke.
Det er et sted, hvor lyset langsomt bliver tændt igen.
Det er et sted, hvor lyset stille finder vej tilbage...
båret frem af mennesker, der ser dig, der tror på og ved, at det nok skal blive bedre.❤
og en kop kaffe, der måske er anelse for stærk eller med for meget sukker at det næsten er en dessert ☕💙