13/07/2026
💧 Hårdere vand lige nu – sådan kan du være med til at få det blødere igen
Vi får i øjeblikket mange spørgsmål om, hvorfor vandet ikke opleves så blødt som forventet. Den væsentligste årsag er den lange periode med varmt og tørt vejr.
Når mange samtidig vander haver, fylder badebassiner og bruger mere vand udendørs, stiger vandforbruget markant. Samtidig er grundvandsressourcerne pressede efter længere tids tørke.
Som vandforsyning skal vi overholde de miljøkrav, der gælder for, hvor meget grundvand vi må indvinde. På de varmeste dage kan vi derfor ikke indvinde grundvand nok til at dække hele behovet.
For at sikre vand i hanerne til alle er vi derfor nødt til at supplere med drikkevand fra HOFOR. Det vand, vi modtager fra HOFOR, er i øjeblikket ikke blødgjort.
👉 Jo mere vand vi samlet bruger, desto mere vand må vi supplere med udefra – og desto hårdere bliver vandet.
Når vi får en mere normal vejrsituation og et lavere vandforbrug, kan vi igen dække behovet med vores eget blødgjorte vand. Forbrugerne vil derfor også igen opleve blødere vand i langt størstedelen af tiden.
Der kan dog stadig ind imellem forekomme variationer i hårdheden. Vores blødgøringsanlæg er fortsat relativt nyt og under løbende optimering. Der kan derfor fortsat forekomme korterevarige variationer i vandets hårdhed, eksempelvis ved driftsforstyrrelser eller i forbindelse med justeringer af anlægget.
Den aktuelle højere hårdhed skyldes dog først og fremmest det ekstraordinært høje vandforbrug og behovet for at supplere med vand fra HOFOR.
Hjælp os med at spare på vandet 💧
Vi opfordrer alle til at bruge vandet med omtanke:
🏖️ Brug stranden frem for badebassinet
🚿 Undgå havevandere og sprinklere
🪣 Vand med vandkande frem for haveslange
🌙 Vand kun om aftenen eller tidligt om morgenen
🌧️ Saml regnvand til blomster og krukker
🌱 Lad græsplænen hvile – den skal nok blive grøn igen
Selvom der er kommet regn enkelte steder, er grundvandsressourcerne fortsat pressede. Grundvandsmagasinerne fyldes ikke op af et enkelt regnvejr, men kræver længere perioder med betydelig nedbør.
💙 Tak fordi du hjælper med at passe på vores fælles drikkevand.
Greve Vand