30/09/2026
Førstehjælp og brandkursus styrker sikkerheden på Solgaven
I august og september har størstedelen af Solgavens medarbejdere deltaget i et obligatorisk kursus i førstehjælp og elementær brandbekæmpelse. Kurserne blev afholdt på Solgaven den 19. august og 30. september af LÆR FØRSTEHJÆLP.
Medarbejdere fra de fleste afdelinger på tværs af huset har deltaget i undervisningen, hvilket bidrager til, at Solgaven står endnu stærkere rustet til at håndtere akutte situationer. På kurset har medarbejderne fået genopfrisket og styrket deres viden om, hvordan man håndterer sygdomstilfælde, ulykker og brand. Der har været fokus på både livreddende førstehjælp og praktiske øvelser i brug af brandslukningsudstyr.
For beboere og daggæster er dette med til at skabe ekstra tryghed i hverdagen. Når medarbejderne løbende vedligeholder og udvikler deres kompetencer, står vi bedre rustet til at reagere hurtigt og korrekt, hvis der skulle opstå en nødsituation.
Som et led i Solgavens fortsatte fokus på sikkerhed vil der fra 2027 blive gennemført en årlig evakueringsøvelse. Formålet er at sikre, at medarbejderne er fortrolige med procedurerne, og at vi løbende træner vores beredskab, så vi kan passe bedst muligt på beboere, daggæster og medarbejdere.
Vi er glade for det store engagement fra medarbejderne og stolte af, at så mange har deltaget i kurset. Det er en vigtig del af Solgavens arbejde med at sikre et trygt og sikkert miljø for alle
Med Venlig Hilsen
Morten Gudmand-Høyer Sørensen
Serviceleder